Importmoms [Sådan virker det]

Importmoms uden fra EU

Hvis importmoms er “en by i Rusland”, så kommer her en kort forklaring på hvad begrebet dækker over.

 

Import og moms

Når din virksomhed køber varer uden for EU, med henblik på videresalg, skal virksomheden være momsregistreret og importørregistreret. Du skal så sørge for, at din sælger påfører dit momsnummer på fakturaen og ikke lægger moms på prisen. Dit momsnummer er ”DK” efterfulgt af din virksomheds CVR-nummer. Virksomheden skal importørregistreres uanset varens værdi, da varerne ellers ikke kan fortoldes i virksomhedens CVR-nummer, og dermed ikke frigives. Se hvordan her:

 

 

Det er desværre dit ansvar

Det er dit ansvar, som importør, at angive importmoms. Speditøren, som står for at fortolde dine varer, vil registrere varernes værdi under din virksomheds CVR-nummer. Dette sker typisk et par dage før varerne ankommer, eller senest inden udbringning. Umiddelbart herefter kan du på skat.dk se fortoldningsværdi samt værdi af told og importmoms. Denne importmoms skal så bogføres som importmoms for ‘varekøb fra uden for EU’ som salgsmoms, og det tilsvarende beløb bogføres som købsmoms.

 

Søg priser på fragt

 

Betaling af moms

På den måde skal importmomsen ikke afregnes, men bliver registreret hos SKAT, hvor det bruges til statistik. De fleste regnskabsprogrammer har konti til at registrere ‘køb uden for EU’, således dette håndteres automatisk. Vær opmærksom på, at told og moms er forskellige begreber, og told, i modsætning til importmoms, skal afregnes til toldmyndighederne. Når du importregistrerer din virksomhed, vælger du hvordan du vil afregne din told. 

 

Moms på andre ting

Der er som udgangspunkt ikke moms på den del af transportservicen som relaterer sig til den internationale transport. Tilkøber man ekstra services, som f.eks. lagerleje eller ompakning af varerne i Danmark, vil denne del dog være momsbelagt.

 

Forsikringer er ikke momsbelagt, så hvis du tilkøber en transportforsikring, vil der ikke skulle afregnes moms på denne.

 

Relaterede artikler

Fragt fra USA
Fragt fra Canada
Fragt fra Kina
Fragt fra Indien